Tristan og Isolde i bur
Sygdom er hver mands herre og kom således til at forhindre Lisbeth Balslev i at synge den ene af titelrollerne i “Tristan og Isolde” ved den forsinkede premiere på Det Kgl. Teater. Men hun kommer forhåbenlig stærkt igen. Indtil da har man fundet et værdig erstatning i Sue Patchell, der sætter kronen på en flot sangerbesætning i en opsætning, der er musikalsk vellykket, mens scenografi og iscenesættelse lader meget tilbage at ønske.
Skibet, som første akt foregår på, er illustreret med et højt plankeværk med påmonteret redningsbåd samt en udkigsplatform. Her står den unge sømand og synger sin sang i seks meters højde. Ned kan han ikke komme, så her sidder han og dingler i resten af akten, mens han bliver ufrivilligt vidne til Isoldes betroelser til Brangäne.
I anden akt har scenografen Robert Israel begået et scenebillede, der ligner et roterende, semipsykedelisk abebur, som de medvirkende kravler formålløst rundt på, og i tredie akt, der foregår på Tristans borg, er man tilsyneladende kommet ned på havets bund, hvor Tristan ligger på sit dødsleje i førnævnte redningsbåd. Er Tristan mon ude, hvor han ikke kan bunde, træder han vande, eller er han gået helt til bunds?
Tilsvarende er David Pountneys instruktion ikke just beåndet. Sangerne vandrer rundt, evindeligt klamrende sig til de forhåndenværende vægge og jævnligt faldende om af lidelse og lykke. Og hvorfor skal hyrden i sidste akt rage rundt på scenen, som om han er blevet ramt af et middelsvært spastisk handicap?
Hvilke idéer, der ligger bag, fremstod ikke videre klart. Det virker, som om d’herrer scenograf og instruktør har et par velvoksne ego’er, der skal køres af – uanset om det nu passer i nærværende opera – eller for den sags skyld giver mening og sammenhæng.
Den effektivt dynamiske dirigent Dietfried Bernet fik heldigvis den musikalske side af sagen til at hænge flot sammen. Sue Patchell sang Isolde med en usvigelig sikkerhed i klang såvel som frasering – kun kunne man havde ønsket sig en lidt mere indgående personskildring. Randi Stene var regulært fremragende i sin fortolkning af Brangänes parti – dramatikken glødede i stemme såvel som scenisk fremtræden. Og Kong Marke fik al ønskelig pondus i Stephen Millings meget nuancerede fortolkning. Milling viste både myndighed, stemmepragt og udstråling i en grad, så al opmærksomhed samler sig om hans person – det er vist det, man kalder scenisk personlighed.
Stig Fogh Andersen, der ikke kunne synge i den planlagte premiere i søndags, havde lige rejst sig fra sygesengen og holdt derfor klogeligt lidt igen. Men når han har haft et par dage mere at komme sig i, så skal der nok være noget at komme efter – hvis man altså kan leve med en scenografi og instruktion som ovenfor.
JAKOB WIVEL | 21-03-1998