Wagner peger fremad

Så fik vi fjerde og sidste del af Den Kongelige Operas store satsning “Nibelungens ring” at se, og dermed også instruktøren Kasper Bech Holtens bud på en løsning af de mange handlingstråde i Wagners univers. Forestillingen “Ragnarok” gør det, der allerede blev mere end antydet i de første aftener, lysende klart, nemlig at Brünnhilde i denne udgave er “Ringens” absolutte hovedperson. “Ringen” handler om hendes familiehistorie, og “”Ragnarok” bliver stedet for den største krise og det største valg i hendes liv.

I prologen har hun indrettet sig i grøn økologisk idyl sammen med sin elskede Siegfried, som hun dog villigt lader drage ud i verden for at realisere sine maskuline sider. Wagners heroiske musik dementeres helt i denne scene, hvor Siegfrieds mest helteagtige gerning er at tage et forklæde på. Men den maskuline verden er da også fuld af løgn og svig, viser det sig. Gibichungernes hal er en gangsterrede, hvor voldspsykopaten Hagen allerede har fire mord på samvittigheden, herunder på sin egen far Alberich, inden han som foreskrevet af Wagner dræber først Siegfried og senere sin halvbror Gunther. Også helten Sieg-fried korrumperes i denne atmosfære, og hans psykiske nedtur og identitetskrise blev fint gennemspillet af gæstesangeren Christian Franz.

Vi ved fra de tidligere forestillinger, at Kasper Bech Holten ikke er bleg for at møblere om på selv de mest centrale af Wagners handlingsgange, og den vigtigste ændring er her, at Brünnhilde ikke dør i slutscenen. Hun forløser ikke verden ved at ofre sit eget liv, men vælger livet og står til sidst som talskvinde for en ny feministisk verdensorden med sit og

Siegfrieds barn på armen. Væk med magtpolitik og mandlige ideologier, væk med ringens korrumperende indflydelse. Sådan!

Det er sikkert ikke en udgang på værket, der tilfredsstiller bogstavtro wagnerianere, men “Ringen” handler om store utopier og radikale løsninger, og der er lagt logisk op til denne slutning. Jeg køber den gerne, og så må fundamentalisterne gå et andet sted hen.

Brünnhilde blev fremragende spillet og sunget af Irene Theorin. Stemmeligt var det en overskudspræstation, hvor hun både havde reserverne til raseriudbruddene i anden akt og de triumferende melodier i slutscenen. Indimellem turde hun også synge helt svagt og inderligt, godt understøttet af dirigenten Michael Schønwandt.

Den tyske tenor Christian Franz havde overtaget Siegfrieds rolle med kort varsel på grund af Stig Fogh Andersens sygemelding, og han gjorde det med en bemærkelsesværdig intensitet – han har tydeligvis en stærk identificering med rollen, selvom han ikke kan have nået at blive særlig fortrolig med iscenesættelsen.

Peter Klaveness sang Hagen med en passende rå stemme og koldt, manipulerende spil, selvom han ikke fordunklede mindet om Aage Haugland i samme rolle. Guido Paevatalu var derimod lidt for meget af en spirrevip som Gunther. Sten Byriel fuldendte sit Alberich-rolleportræt med en enkelt stærk scene, hvor han som enarmet, monoman gamling var kommet til at ligne sin broder Mime og til sidst blev koldblodigt stukket ned af Hagen. Som Waltraute var Anette Bod intens og flot klingende.

Den musikalske side af kæmpeværket blev imponerende varetaget af Michael Schønwandt og Det Kongelige Kapel, der har fundet frem til en lyrisk og gennemsigtig Wagner-stil, som virker tiltalende og velfungerende. Sangstemmerne får lov til at trænge igennem selv de mest klangprægtige orkesterudbrud, og over lange stræk blev der faktisk musiceret ganske svagt. Måske har man oplevet mere præcise eller overskudspægede udgaver af orkesterpassager som “Siegfrieds Rhinfærd” eller “Sørgemarchen”, men givet opgavens omfang og vanskelighedsgrad var det en fornem præstation.

Mikael Garnæs | 7. februar 2006