Kvinden som frelsende engel

I et forstadshjem er Sieglinde ved at dække op til aftensmad, da en fremmed mand pludselig braser ind ad døren. Det er Siegfried, der udmattet falder om efter en flugt fra sine fjender. De to tiltrækkes erotisk af hinanden og opdager endda også, at de er tvillinger. Så kommer ægtemanden Hunding hjem. Han synes ikke, det er sjovt, tillader dog at Siegfried kan hvile ud natten over, men så vil han også slå ham ihjel. Men ved hjemmebaren brygger Sieglinde en sovedrik til Hunding.

Vi er midt i første akt af Det Kgl. Teaters opsætning af Valkyrien. Og det tegner godt. Irene Theorin er som Sieglinde både dagligdags og sexet i sit hjemmedress, Hunding er frygtindgydende magtfuld i gennemført jægerkostume, mens Poul Elming er en rigtig helt, der både fremkalder medfølelse og vildskab, f.eks. da han drager sværdet Notung ud af det store træ udenfor.

Grundlaget for Vølsungernes historie er lagt, og alle tre synger de aldeles pragtfuldt i denne første akt af Valkyrien. Nede i orkestergraven er der godt fyldt ud med wagnertubaer og et stort besat orkester dirigeret af Michael Schønwandt. Ledemotiverne slynger sig ud og ind mellem hinanden. og det dynamiske og smukt klingende orkesterspil fungerer godt som dramatisk underbyggende element for de gestiske og sanglige udfoldelser på scenen. Sceneskift.

Så befinder vi os i gudernes verden, hvor alting kan overskues og tingene overvåges fra en kontrolbro med digitale netværk. Her finder vi Wotan pragtfuldt sunget af barytonen James Johnson. I sin nålestribede habit udstråler han al den tiltrækkende magtfuldhed, som en mand i sin bedste alder kan opnå. Men et dårligt øje, en sort handske og en lille lommelærke i inderlommen viser, at kampen for at nå til denne position ikke har været uden omkostninger.

Hans viltre yndlingsdatter Brünnhilde, sunget af Tina Kiberg, indvilger med frydeskrig i at hjælpe ham med at redde Siegfried, men hermed er regningen ikke gjort op. Wotans hustru, Fricka, der er ægteskabets vogterske, vil ikke være med. Hun ønsker hævn, fordi Wotan selv har avlet Vølsungerne under et af sine mange sidespring. På premiereaftenen sang Susanne Resmark dette parti med uovertruffen fascinerende nuancerigdom og skønhed. Dragende i sin jalousi og bejlen til ægtemanden, selvom hun dog i sin ubændige hævnlyst forlanger alt for meget. Inspirationen fra Fay Weldons roman »En hundjævels bekendelser« kunne ligge lige om hjørnet.

Wotan befinder sig kort sagt i et slemt dilemma. Han må endnu en gang bøje sig for Fricka. Men Brünnhilde har i sin forkærlighed for faderen valgt side. I næste scene toner hun frem med store vinger på ryggen for at frelse Vølsungerne, Siegfried og Sieglinde, fra deres skæbne. Blå tåger breder sig ud over skovlandskabet, men i kulissen tårner megastore håndsnedkererede boghylder sig op som mentale højhuse, der symboliserer det store moralske regnskab, som Wotan gennem hele »Nibelungens Ring« kæmper for at gennemføre. Det afgørende slagsmål mellem Siegfried og Hunding afgøres dog i et snuptag med indgriben fra gudeverdenen. Nu er det valkyrien Brünnhilde, der er på flugt med den gravide Sieglinde og det knækkede sværd Notung på slæb.

I tredje akt befinder vi os et sted oppe på verdens tag (eller er det mon taget på festspilhuset i Bayreuth?). Valkyriesøstrene hopper omkring med blodbestængte skørter, synger af fuld hals og drikker sig tænderskærende mod til af hele vinflasker. De kaster omkring sig med ligene af de faldne helte på en måde, der giver tilskueren kuldegysninger ved tanken om den alt for aktuelle slagmark i Bagdad. Men Brünnhilde står ikke til at redde. Hun må underkaste sig den straf, som Wotan tilmåler hende. I sidste scene er vi tilbage i kukkasseteatret igen. Der er stillet skarpt på opgøret mellem Wotan og Brünnhilde. Og der udspiller sig en rørende scene mellem de to. Faderen, der må afgive sin datter, og den sejrsstolte datter, der må underkaste sig den mand, der kan vække hende af den tornerosesøvn, hun nu lægges i. Vingerne bliver revet af hende med et smertensskrig. Og for at sikre sig, at det er en ordentlig mand, der finder hende, bønfalder Brünnhilde om, at en ring af ild må omgive hende, hvilket Wotan imødekommer til sidst.

Det er fantastisk, at Det Kgl. Teater netop nu har så mange gode sangere, at en opførelse af Nibelungens Ring kan lade sig gøre. Og aftenens eneste gæstesanger, James Johnson, falder som Wotan godt ind i ensemblet, selvom han desværre ikke er omtalt nærmere i programmet. I Kasper Bech Holtens iscenesættelse af »Valkyrien« er der både plads til de intime personskildringer og det storslåede verdensdrama.

Scenografien fungerer glimrende med sin enkle og dog fortolkende og symbolladede staffage. Alle bekymringer om, hvorvidt scenografien kan overføres til det nye operahus, når »Nibelungens Ring« skal opføres i sin helhed, synes ganske glemt. På den gamle scene fungerer den perfekt, og så må senere problemer løses hen ad vejen. Valkyrien er en forestilling, der må ses og høres. Lidt over fem timer varer den, men tiden flyver af sted. Husk blot at være i god form til at sidde længe ned – og tag madkurv med.

EVA HVIDT | 10.04.03